Fokus på det grønne & kreativitet
Vejen til MyGreenBody.dk
Jeg startede MyGreenBody.dk, da jeg i min søgen efter naturlige og vegetariske produkter, fandt ud af at udvalget i Danmark (Læs: uden for Aarhus og København) var stærkt begrænset. Supermarkederne prøvede, men stadig ikke bredt nok til at dække det meste af Danmark. Jeg har selv en masse forskellige allergier og i den forbindelse er jeg nødt til at kende de nøjagtige ingredienser i produkterne. Det var også været en udfordring i min søgen på nettet, enten skulle der chattes med den enkelte webshop eller måske skulle der sendes en mail til dem. Det resulterede alligevel i at jeg modtog produkter med ingredienser som jeg ikke kan tåle… Du er nødt til selv at tage ansvar at det du køber og spiser, indeholder de rigtige ingredienser. Du er kort sagt nødt til selv at nærlæse hele ingredienslisten.
Med MyGreenBody.dk var min intention at jeg gerne ville udbrede kendskabet til veganske produkter og gøre det lettere for dig og vores medmennesker at vælge det vegetariske eller veganske frem for kød og andre animalske produkter, men det andet ben i min virksomhed tog al min tid. Så derfor er MyGreenBody.dk i dag en blog, hvor jeg deler opskrifter og erfaringer vedr. plantebaseret kost og livsstil. Jeg kommer også til at dele min nyeste hobby: Hæklerier. Når jeg hækler, kobler jeg af fra hverdagens ræs, og minimerer min skærmtid. Så derfor vil du kunne finde tips og tricks til både mad, hæklerier og andre kreative sysler her. For i bund og grund hænger det hele sammen.



Ud med kemi – Ind med det naturlige
Jeg har prøvet på egen krop, hvordan det er at fylde sig med kemiske produkter og skrappe cremer hver dag. Jeg har haft atopisk dermatitis, børneeksem, siden jeg var helt lille. Derudover er jeg allergisk over for en lang liste af ting, bl.a. pelsdyr og skimmelsvampe. Jeg har eksperimenteret på min egen krop, da jeg bare fik mere allergimedicin for hver gang der dukkede noget nyt op. Ikke noget med at undersøge årsagerne til min allergi. Så da jeg, tilbage i 2016, havde læst en artikel om en person der var sluppet af med sin allergi ved at fjerne alt animalsk fra kosten, så måtte jeg jo også prøve det. Jeg havde slem allergi på det tidspunkt, så noget skulle der ske. I en periode spiste jeg kun vegansk. Det hjalp faktisk. Mit eksem blev mindre og jeg kunne nøjes med lidt allergimedicin på de værste dage. Så jeg tog en beslutning. Mit eksem er under kontrol, min astma er under kontrol, men min allergi slipper jeg nok aldrig af med. Men holder jeg mig til en plantebaseret kost, så kan jeg holde det nogenlunde i skak. Men når man er allergisk overfor birk, græs og skimmelsvampe, og generelt bare hyperallergisk, så er det en hård kamp at kæmpe. Jeg ved i realiteten ikke hvad jeg kan tåle og ikke tåle i dag, det kan have ændret sig til i morgen… Jeg har været vegetar siden foråret i 2009, og det var derfor ikke svært at tage valget om at droppe mælken og finde naturlige produkter i stedet. At jeg blev vegetar den gang, har jaget det værste af mine allergier, skavanker og eksem på flugt. Jeg har fundet grønne og lækre hudplejeprodukter som erstatter, de engang så uundværlige, hormoncremer. Jeg vil gerne dele min erfaring med dig. Det gør jeg blandt andet her på siden.

Bag mygreenbody.dk
Mette
Jeg er født i 1985. Til daglig driver jeg BusinessSupport.dk. Når jeg skal koble af, så finder jeg garn og hæklenålen frem.
